2. søndag efter påske
ved Martin Ravn

Evangelietekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.« Johannesevangeliet 10,22-30

 

Prædiken

Med faderens kærlighed i ryggen og Kristi ansigt foran sig

 

Hudsult. Det er ét af coronatidens nye modeord, som i hvert fald jeg ikke kendte før vi blev tvunget til at holde afstand til hinanden og holde os hjemme og indendøre.

 

Ordet i sig selv er grimt, men det er jo meget dækkende for et fænomen, som mange har måttet og må leve med. Den fysiske afstand mellem os. Vi har jo så fundet ud af, at vi godt kan være sammen på andre måder. Vi kan tale i telefon, og vi kan sågar se hinanden, mens vi taler, over skype og lignende. Men som enhver, der har været nødsaget til kun at være sammen med sine kære, sine børnebørn, oldebørn eller andre på den måde ved, så er det ikke det samme. Nok kan vi se, men vi kan ikke røre. Deraf hudsulten.

 

Åndelig kontakt, altså den, vi har via skrift, telefon eller skype, kan ikke kompensere for manglen på fysisk kontakt. Fordi det er to forskellige ting. Og – som undtagelsestilstanden minder os om – fordi vi foruden at være åndelige væsener også er fysiske. Vi har en krop, og som kropslige væsener interagerer vi med andre.

 

”Mine får hører min røst”, siger Jesus i dagens evangelietekst. Når han nævner sin røst, sin stemme, og vores, ”fårenes”, hørelse, så taler han netop til os som kropslige væsener. Hørelse er jo et fysisk fænomen, ikke blot et åndeligt. Hørelse er bølger, der bevæger sig igennem luften og ind i øregangene. Og høresansen er et kraftigt, magtfuldt fænomen. Man kan ikke, selv når man kunne ønske det, lukke ørene.

 

Som mennesker består vi både af ånd og krop. Det åndelige er det indre. Det, vi tænker, det, som er usynligt for andre. Det kropslige er derimod synligt. Det kropslige er det, vi gør. Når Jesus appellerer til hørelsen sætter han det kropslige i fokus og dermed det synlige og det fælles.

 

Det fælles er også i fokus i evangelietekstens andet kerneudsagn: Jesus, der siger ”Jeg og faderen er ét”. Det er et udsagn, der optræder flere gange i Johannesevangeliet, og en stor teolog, som tilfældigvis er én af min gamle lærere, som har kaldt det Johannesevangeliets mest centrale udsagn. Hvorfor det? Jo, fordi han fortolker Johannesevangeliet som om det er et ikon! Det lyder umiddelbart lidt langhåret, men det er nemmere at forstå, hvis man prøver at se et ikon foran sig.

 

Ikoner er som bekendt portrætbilleder, malet på træplader. De forestiller ofte Kristus, men de kan også være andre personer, fx kirkefædre. På et ikon kigger den afbildede ud mod beskueren. Men kigger man efter, vil man se, at den portrætterede ikke kigger helt direkte på beskueren, men ligesom samtidig ser henover hovedet på én. På noget bagved eller ovenover beskueren.

 

Det peger på noget vigtigt, nemlig at perspektivet i ikoner er omvendt af, hvad vi er vant til. I billeder, som er malet efter renaissancen ligger fokus ”inde i billedet”. Man kigger ind i et rum, et landskab eller et ansigt, som man, hvis billedet tiltaler en, bliver draget af og ønsker at nærme sig. I ikonet er det anderledes. Her bliver man ikke draget ”ind i billedet”, for det ansigt, som billedet forestiller, er ikke livagtigt. Det er ophøjet, stift og voksagtigt. Og det er netop pointen. For meningen er, at vi, når vi kigger på ikonet, skal føle os set af den afbildede. Den afbildede, som altså ikke kigger direkte på os, men dels kigger på os og dels kigger henover os og bagved os. Mod det, som vi hviler i eller kommer fra.

 

Læser vi Johannesevangeliet som om det var et ikon, sker der en perspektivforandring i Jesu ord. Når vi ser og hører ham i teksten, kigger han ud på os. Han siger: Jeg ser dig, men jeg ser også det, der er ovenover dig. Det, du hviler i. Jeg ser dig som den, der har faderens kærlighed i ryggen og mit, Kristi ansigt, foran dig.

 

Det sjove er så, at sådan siger han ikke kun til mig, for jeg er ikke den eneste, han taler til. Sådan siger han til alle, der har øren at høre med. Og tænk engang over perspektivforandringen i også at se hinanden, se andre, som mennesker, som har faderens kærlighed i ryggen og Kristi ansigt foran sig. Tankevækkende, ikke sandt? Hvilken forandring af det fælles medfører det ikke?

Amen.