3. søndag efter påske

ved Martin Ravn

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11

 

Prædiken:

 

Vejen

 

Jeg kan ikke høre høre ordene i dagens evangelium, ”Jeg er vejen, sandheden og livet,” uden at tænke på en roman, som jeg holder meget af, The Road, Vejen, af den amerikanske forfatter Cormac McCarthy. Romanen udspiller sig i en ubestemmelig fremtid. Verden har været udsat for en forfærdelig katastrofe, måske en atomkrig, som har lagt den øde og gjort den gold og dyster.

 

Vi følger to personer, en far og hans søn. Faderen og sønnen kan ikke overleve vinteren, hvis de bliver, hvor de er, så derfor beslutter faderen, at de bliver nødt til at søge mod havet. Det er denne rejse langs vejen til havet, som udgør romanens handling. Undervejs møder de andre mennesker, som også kæmper for overlevelse, og de oplever så ting, der er så rædselsfulde, at man som læser aldrig glemmer dem.

 

Alligevel er som om, at der strømmer et håb fra historien. Kilden til det håb er beskrivelsen af faderen og sønnens forhold, og især faderens selvopofrelse for sin søn. Faderen fortæller sin dreng, at han ikke må opgive håbet, for de to bærer kærlighedens fakkel. Og i sidste ende er det håb, man sidder tilbage med. For selv i en verden, hvor alt er øde, hvor selviskheden synes overvældende, der findes der kærlighed og menneskelighed.

Og det er et ægte evangelisk budskab, for det er kristeligt set et budskab, der siger, at Gud ikke har forladt verden, at vi ikke er forladt af ham.

 

Jeres hjerte må ikke forfærdes! Dét er, hvad Jesus siger til sine disciple, den sidste aften, inden han forlader dem, inden han skal gå sin død i møde. Og det er også sådan, at faderens budskab til sin søn i McCarthys roman kan sammenfattes: Du må ikke forfærdes. Det er gode ord for os at høre i denne tid, hvor der er så meget at forfærdes over.

Det er interessant, hvad Jesus ikke siger. Han siger ikke, at vores liv bare vil være lykkelige dage uden problemer. Han kender godt menneskelivet. Han har levet et liv ligesom os. Men det betyder ikke, at han dømmer alle vores skrøbeligheder, men derimod siger han til os, - trods vores skrøbeligheder, at vi ikke skal forfærdes, men være frimodige.

Jesus kender godt til angsten for at blive forladt, måske skarpest formuleret i korsordene ”min Gud min Gud, hvorfor har du forladt mig!” - men den må ikke fylde. I stedet skal vi tro på, at Gud aldrig forlader os. At vi aldrig er ene, men at han altid forbliver tro imod os. Også på de tidspunkter i livet, hvor vi prøver at slippe af med ham. Når vi synes han er uretfærdig og ond, fordi vores liv er svært. Også dér er han med os.

 

Det er det Jesus forklarer disciplene med ordene: ”Jeg er vejen, og sandheden og livet.” Gud er kommet til os gennem sin søn Jesus Kristus. Ikke som en slags vejviser eller guide, som skal vise os vejen hen til Gud. Nej, han er selv vejen, siger han. Det vil altså sige, at vi i troen på ham allerede er i mål.

 

Liv og kærlighed er kun til i relationer mellem et ”jeg” og et ”du”. Dét er det enkle budskab, der bliver sat på spidsen i The Road. Det er også derfor, at angsten for at blive forladt noget helt fundamentalt for mennesket. Jeg har aldrig livet i mig selv. Man kunne sige, at livet er til i mellemrum. Men det er netop det mellemrum, som Gud har overvundet. Før var der en vej imellem hver enkelt af os og verden omkring, men Kristus er selve vejen. Vi skal ikke selv overvinde noget mellemrum.

 

Afstanden mellem Gud og os er væk. Afstanden mellem os og næsten er væk.

 

Sikken en trøst det er for alle os mennesker, der forfærdes og er bange for at være eller blive alene. Gud er altid hos os, for han vores vej og vores sandhed og vores liv. Han har nedbrudt enhver afstand og vi skal ikke gå nogen vej alene.

 

Amen.