Fjerde søndag efter påske

ved Martin Ravn

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« Johannesevangeliet 8,28-36

 

Prædiken

 

Frihed

I torsdags mødtes jeg for første gang i lang tid med mine konfirmander. Det kunne lade sig gøre, fordi holdet er lille, under ti konfirmander, og fordi vejret artede sig, så vi kunne være udenfor. De konfirmander, som i fredags, på Store bededag, skulle have været konfirmerede i Kokkedal Kirke. En begivenhed, som de og deres familier har glædet sig til længe. Og en dag, som konfirmanderne har set frem til med den alvor, som jeg altid bliver så imponeret og glad over. Dem, der siger, at konfirmationen ikke betyder noget for de unge, eller at den betyder det forkerte, de aner ikke, hvad de taler om.

 

Men dagen blev jo ikke til noget, og det var det, vi var mødtes for at drøfte. For at have nogen at dele skuffelsen med, og også for at konfirmanderne kunne se de kammerater, de har måttet undvære så længe. Heller ikke for de såkaldt ”digitalt indfødte” er det tilnærmelsesvis det samme udelukkende at se andre mennesker på en skærm. Skulle jeg hilse og sige.

 

Derudover skulle lejligheden naturligvis bruges til refleksion over den situation, vi allesammen er i. Hvordan har I haft det?, ville den nysgerrige præst vide. Jo, det var startet strålende. Man skulle ikke i skole, og der var ikke digital undervisning hver dag, og når der var, begyndte den tit ikke før ved middagstid. Halleluja! Man kunne sove længe. Man kunne selv bestemme. Mor og far var i flere tilfælde også hjemme, men de skulle arbejde, så dem så man ikke meget til. Coronatiden var begyndt som børnebogen Palle alene i verden. Fuldstændig selvbestemmelse. Vil du spise chokopops til frokost, og morgen og aften med, så giv den bare gas. Problemet var imidlertid, at ligheden med Palle alene i verden var fortsat, ja ligefrem taget til. Og som den, der husker Jens Sigsgaards gamle børneklassiker ved, så ender den ikke godt. Den ender tværtimod med, at Palle vågner med et angstens skrig i sin seng og opdager, at det hele – heldigvis – kun var en drøm.

 

Det, som Palle troede var frihed, var i virkeligheden indespærring, eller måske nærmere ”udespærring”. For drømmen om frihed viste sig at være en udelukkelse fra det menneskelige fællesskab. Det, Palle troede var den absolutte frihed, viste sig at være lig med den absolutte ensomhed.

 

Det er derfor, evangeliets ord til i dag passer så godt og er så vederkvægende og fulde af kraft. Jesus siger nemlig, at vi aldrig bliver frie i eller ved os selv. Fri bliver man derimod ved at binde sig til ham og til alt det, han er bundet til. Frihed er altså ikke at kunne gøre lige, hvad der falder én ind. Frihed er ikke at vende ryggen til og sige ”jeg er sgu min egen”. Frihed er ikke, som det hedder på nudansk, at vi hver især skal finde vores egen vej. For gør vi det, så finder vi kun os selv. Så bliver vi, med dagens evangeliums ord, trælle. Nej, frihed det er at være et bestemt sted. Nemlig der, hvor Gud er. Det er da, trods udskudte konfirmationer, lige til at blive glad over.

Amen.