5. søndag efter påske

ved Martin Ravn

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Johannesevangeliet 17,1-11

 

Prædiken

 

Det er den 5. søndag efter påske, og det er formodentlig, og forhåbentlig, sidste gang, at vi bliver nødt til at mødes udelukkende på skrift eller video. Kirkernes åbning er bebudet, selvom vi endnu ikke ved, hvordan de konkrete retningslinjer kommer til at være. Men fra Kristi Himmelfartsdag, på torsdag, vil vi igen kunne mødes i kirken.

 

Vi vil igen kunne komme i kirke og sammen lytte til Guds ord, bede og lovsynge sammen.

 

”Jeg kommer til dig” er netop, hvad Jesus siger i dagens tekst. Han har fuldført sin gerning på jorden og skal nu tage bolig ved sin himmelske faders side. Hans højre hånd, som vi siger i trosbekendelsen. Men hvad vil det sige at ”være hos” Gud. Er det at være et bestemt sted? Et sted, som lader sig udpege? Gud er i himlen, det ved ethvert barn. Og som man bliver voksen begynder man som regel at forstå, at ”himlen” her ikke betyder et bestemt sted oven på en sky.

Men billeder af, hvor Gud er, danner vi os jo uanset, ligesom vi danner os billeder af, hvem Gud er. Billeddannelsen er uundgåelig og i mange sammenhænge positiv. En hjælp for troen. Men, advarer Martin Luther et sted, indimellem kan billeder også stå i vejen for troen. For eksempel kan billedet af eller forestillinger om Guds himmelske bolig let få os til at glemme, at Gud er alle steder. Ikke til at se med fornuftens øjne, men med troens. Ikke synlig for forstanden, men for hjertet. Ja, selv i tarmen af en lus er Gud, som Luther så herligt konkret udtrykker det.

 

Her i Jesu afskedstale for disciplene, som dagens evangelium er en del af, har det, at ”være hos Gud” at gøre med fællesskab. Fællesskabet mellem faderen og sønnen, som disciplene – og vi – er en del af i kraft af Kristus.

 

Hvad er det for et fællesskab? Hvad kendetegner det? Hvis Jesu og hans faders indbyrdes forhold er det grundlæggende i det, så må det være et fællesskab af gensidig given.

 

Der er mange fællesskaber, man er medlem af for at få noget. Man kan være medlem af FDM for at få værkstedsfordele til sin bil. Man kan være medlem af en bordtennisklub for at få nogen at spille med og så videre og så videre. Færre er de fællesskaber, man er i for at give. Men sådan ét er det fællesskab, Jesus taler om. Troens liv illustreres i det lys meget godt af brødrene Grimms gamle eventyr om Lykkehans. Hans går ud i verden med en klump guld. Den bytter han hele tiden for noget ringere, og til sidst har han kun nogle sten tilbage, der falder i en brønd. Da hopper han af glæde, falder på knæ og takker Gud og siger: ”Så lykkelig, som jeg er, er intet menneske under solen!” Hans bliver altså rig ved at give alt bort til andre.

 

Hvorfor er det vigtigt for at kunne gå i kirke, i stedet for bare at bede i vores lønkammer? Det tror jeg har at gøre med det, som dagens evangelium handler om. At troens liv er et liv i fællesskab. Ganske vist et andet fællesskab end med dem, der mener, tænker og vil det samme som jeg. Det er et fællesskab bygget på troen på, at tilgivelsen af vore synder er virkelighed. Troen på, at Gud er os nær selv i de af vores livs øjeblikke, hvor vi er mest fornedrede. Og håbet om, at der findes en fremtid med fylde og glæde.

Amen.