Engang skulle et menighedsråd ansætte en ny kirke-funktionær. Da man havde holdt samtaler og den rette var fundet og havde sagt ja tak til tilbuddet, blev han spurgt, hvordan han selv havde det med at gå i kirke. ”Det gør jeg, når det er nødvendigt,” lød det korte og præcise svar. Uagtet at medarbejderen nok mente noget i retning af, at han gik i kirke, når han skulle til begravelse eller til barnedåb og ellers ikke ligefrem overrendte den, har jeg siden gjort hans ord til mine. Forskellen er, at det nok er nødvendigt lidt oftere for mig end for ham.

Jeg tror, at min tro bliver næret af at gå til gudstjeneste, og jeg tænker indimellem, at den nok ville forsvinde, hvis jeg holdt op. Netop derfor er det nødvendigt for mig.

Der er mange ord i en gudstjeneste, og det er der nok, fordi vi i ord – tekstlæsninger, bønner, salmetekster og så videre – kan give det mest præcise udtryk for, hvad vi tror på. Men gudstjenesten er også meget andet. Min barndoms kirke, hvor jeg er døbt og konfirmeret, er også, ligesom Kokkedal, en moderne kirke. Kun ti år ældre. Når jeg tænker på tilbage på den, er det ikke ordene, jeg husker, men andre ting: Lugten, som var umiskendeligt anderledes end i noget andet rum. Det enorme lysindfald bagest i kirken, hvor der var et kæmpestort vindue. På de rå mure indeni kirkerummet var det lavet lysestager direkte på muren, og soden fra lysene havde sat aftryk. Bag alteret stod et krucifiks forestillende Kristus og de to røvere på hver side af ham. De var, eller sådan husker jeg dem, lavet i naturlig størrelse, hvilket var overvældende for et barn. Deres ansigter bar ingen egentlige træk. De kunne være hvem som helst. Jeg kan ikke huske, at jeg fulgte med i præstens prædiken, men jeg kunne godt lide rummet, når jeg der sad på bænken, som var for høj til, at jeg kunne nå gulvet med fødderne.

Gudstjenestens forkyndelse består ikke udelukkende af ord. Den er sansbar. Gudstjenestens lugt, smag, lyd, ja, stemning er ikke sekundært i forhold til ordene. Det er alt sammen noget, der ”forkynder med”. Alt det, der ikke er ord, fortæller noget vigtigt om det møde mellem Gud og menneske, som gudstjenesten danner ramme om: Vi er på én gang passive og aktive. Vi kommer hen i kirken, vi synger og beder sammen med andre. Det er det aktive. Alt det andet er noget, der overgår os. Begge dele gør gudstjenesten nødvendig for mig.