Stillegudstjenester

Kirsten Weile fortæller lidt om stillegudstjenester

I de sidste 15 år har Kokkedal Kirke indbudt til stillegudstjenester en gang om måneden i de mørke vintermåneder; en gudstjeneste med voksende tilslutning og som betyder noget for mange.

På trods af kirkens ellers velbesøgte højmesser hver søndag, kan man spørge sig selv: hvorfor også stillegudstjenester?
I sin tid var der efterspørgsel på noget andet. Mange ønskede en kortere gudstjeneste, helst om aftenen. Den traditionelle gudstjeneste er stor, smuk og vanedannende, især for os, der er ’opvokset med den’ eller har fået den ind under huden, men for nye, der gerne vil begynde her, er den måske også svær og indforstået -  og lang… lidt for lang… 
Og netop sådan udviklede den sig, vores lille stillegudstjeneste – den blev langsomt et 'fast inventar' i vores gudstjenestelige liv. Stillegudstjenesten er således med tiden blevet kendetegnet ved sin enkle og korte opbygning – og ikke mindst af et stærkt og talende symbol: Lyset i mørket.

Hvad sker der under en stillegudstjeneste?
Konceptet er som sagt ganske enkelt: kirken er fuld af levende lys (det er i sig selv en oplevelse) der er musik, et par salmer eller sange, mulighed for at tænde lys ved flere stationer, en kort refleksion - og endelig en stund med stilhed. 

Stilhed... hvorfor lige stilhed ? 
Tanken er ikke, at vi skal opretholde en streng stilhed som dengang  - som nogle af os har prøvet - hvor man legede stilleleg i skolen og ikke måtte sige en lyd. Tanken er snarere  for en stund ikke at forholde sig til ord, at give sig selv og hinanden en mulighed for at træne sit nærvær og  det fællesskab der opleves der, lige midt i stilheden.  Det er et meget stærkt fællesskab som mange bagefter fortæller at de  oplever som meget smukt.
Vi lever også i en verden som er SÅ fuld af larm på alle måder, så stilheden kan føles helt nødvendig 
og i stilheden kan vi møde Gud. 

Gud, ja...så blev det lige pludselig højtravende ..?
En stillegudstjeneste er for mig som en rasteplads. Måske ikke helt et klassisk billede men hold det lige:
Når nu det er sommer, og man kører afsted ad de tyske motorveje så må man ind i mellem ind og raste: tanke op, strække benene, holde en pause fra den høje fart.
Vi kører også stærkt mange af os i vores liv…Men vi glemmer måske at holde ind på en rasteplads i den høje fart. og så er stillegudstjenesten netop en mulighed for lige at køre væk fra motorvejen og få fyldt på...og være lidt i stilhed der i kirkens mørke, kun oplyst af alle de mange stearinlys. Mere højtravende er det  altså ikke...

Så stillegudstjenesterne kan måske bruges til en slags afstresning?
   Vi vil altid så gerne kunne bruge tingene til noget og give dem nytteværdi.
Svaret er nok ret simpelt: For måske er det i virkeligheden bare helt unyttigt at sidde der i kirken en mørk aften med kun et par levende lys midt i stilheden? Og at det netop er dér, værdien opstår. Når vi raster på motorvejen, kommer vi heller ingen steder, vi er bare – vi stopper bare op. Gør ingenting. Men alligevel er der mere energi at køre videre med bagefter.

Er det så en måde at passe sit indre liv? 
Vi er alle sammen bevidste om at holde os i form og pleje vores fysik - men at pleje vores åndelighed eller spiritualitet, det er lige så vigtigt og måske glemmer vi det nogle gange.  En stillegudstjeneste er et godt bud. Måske er det netop i stilheden, i lyset i mørket og i øjeblikket uden krav, at vi igen finder ro, retning og får lov at være i et fællesskab.