Det første menneske

”Dengang Gud Herren skabte jord og himmel, var der endnu ingen buske på jorden, og ingen planter var spiret frem, for Gud Herren havde ikke ladet det regne på jorden, og der var ingen mennesker til at dyrke agerjorden, men en kilde brød frem af jorden og vandede hele agerjorden. Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.” (Første Mosebog 2).

Foråret har stået i konfirmationernes tegn i kirken. Og som altid, når kirkeklokkerne ringer til konfirmation, har debatten kørt i medierne: Bliver de unge ikke kun konfirmeret for gavernes skyld? Burde man ikke vente med at bede dem om at tage stilling til deres tro til de er rigtigt voksne? Og så videre. Og hvert år får man som præst lyst til at tage til genmæle: Nej, de unge menneskers gavehøst er ikke – i hvert fald ikke her, hvor vi bor – afhængig af, om de bliver konfirmerede eller ej. Og nej, konfirmationen er ikke et spørgsmål om, at de unge mennesker på pietistisk vis skal se indad og måle troen og dens ægthed. Konfirmationen er, at de unge, nu, hvor de lige så stille er på vej ind i voksenlivet, skal mindes om det løfte, som Vorherre gav dem, da de som små blev båret til dåben og dengang endnu ikke kunne forstå: Jeg vil være med dig alle dage indtil verdens ende. Det er, hvad konfirmanderne skal bekræfte, at de har hørt og forhåbentlig igennem forberedelsen er kommet nærmere at forstå implikationerne af.

Som jeg, lidt firkantet, plejer at sige til konfirmanderne: I skal sige ja til, at I har hørt, at Gud tror på jer.

Der er altså i en vis forstand noget passivt over konfirmationen: Den handler om dåben, som er noget, der overgår os. Men der er ingenlunde noget passivt over konfirmanderne! Da jeg i sin tid selv blev konfirmeret, var der endnu reminiscenser af, at man blev konfirmeret, fordi det gjorde man. Det blev ligesom forventet. I dag er der intet pres, og konfirmanderne vælger konfirmationen til.

Måske er det en af forklaringerne på, at de konfirmanderne er både nysgerrige og spørge- og diskussionslystne.

Hvad skal man så sige i en konfirmationsprædiken til sådan et hold? Det kommer i høj grad an på, hvad de pågældende konfirmander har udvist interesse for. I år prædikede jeg over beskrivelsen af skabelsen af det første menneske i Første Mosebog. Pointen i talen til konfirmanderne var, at de delte ikke så lidt med Adam og Eva – de første mennesker – fordi de hver og én også er det første menneske, nemlig det første menneske i lige præcis deres eget liv. En svimlende tanke, ikke sandt?

I undervisningen har vi gang på gang vendt tilbage til det billede, at et liv kan sammenlignes med at bygge et hus. Vil man gøre det, må man have en arkitekttegning at gå ud fra. Hvor stort skal fundamentet være, hvor mange vægge, døre, vinduer og så videre. Men i livet findes der ikke nogen på forhånd givet arkitekttegning. Den kan man lave senere, når man har set, hvornår byggeriet udviklede sig. Man lever som bekendt forlæns, men forstår baglæns. Eksistens kommer før essens.

Vi er alle sammen det første menneske i vores eget liv, og tilværelsen leves derfor på egen risiko og eget eventyr. Men derfor er konfirmanderne ikke stillet som Palle alene i verden. For de er omgivet af andre mennesker, som også er og har været det første menneske i deres eget liv. Forældre, bedsteforældre og så videre. Derfor opfordrede jeg også i år, ligesom hvert år, konfirmandernes gæster til at være sig deres rolle bevidst: Slå på glasset i eftermiddag! Giv jeres livserfaring videre! Det kan virke pinligt for konfirmanderne, men de har brug for en mor og en far, der rejser sig og siger noget, også selvom, eller måske snarere netop på grund af, at der bliver knebet en tåre undervejs. Og de har brug for bedsteforældre eller andre med lang livserfaring, der kan fortælle om de valg, som har præget arkitekttegningen af deres liv.

At tage hul på det spirende voksenliv i tillid til, at det løfte, som Gud gav i dåben stadig og altid vil stå ved magt – og i forvisning om, at der er mennesker, der kan støtte én undervejs, det er slet ikke det værste udgangspunkt for at bygge en tilværelse op.

Martin Ravn