02/07/2024 0 Kommentarer
Månedens tekst: Virakken om store bededag
Månedens tekst: Virakken om store bededag
# Nyhedsbrev
Månedens tekst: Virakken om store bededag
Virakken om store bededag
For tiden er store bededag på alles læber. Regeringens planer om at afskaffe dagen som helligdag er både blevet mødt med modstand og af opfordringer om at udvise det samfundssind, som regeringen i sit lovforslag selv appellerer til. Det hedder sig jo, at de penge, man sparer ved at afskaffe dagen, skal komme det slunkne forsvarsbudget til gode. Også i kirken finder man både stemmer for og imod. Fortalerne for ophævelsen hævder, at store bededag slet ikke er, hvad navnet ellers lægger op til, men i stedet burde omdøbes til store konfirmationsdag. Videre hedder det, at bededag er ikke en ”rigtig” helligdag med rod i kirkeåret, sådan som jul, påske, pinse og så videre. Begge dele er rigtigt.
Alligevel kan der være grund til at råbe vagt i gevær. For sagen drejer sig ikke udelukkende om en dag, som de færreste alligevel holder hellig. For det første er det kritisabelt, at vi for første gang siden enevælden har en regering, der uden nogen som helst forudgående høring eller samtale har besluttet at ændre noget væsentligt i kirkens liv og virke. For det andet bliver det mere og mere tydeligt, at bededagsafskaffelsen skal ses i sammenhæng med andre politiske initiativer, som er langt mere indgribende for kirken. Således er det for nylig kommet frem, at det er regeringens ønske, at selve begrebet helligdage skal skrives ud af lukkeloven. Hermed rokker man i væsentlig grad ved det bånd, der i tusind år har eksisteret mellem stat og kirke i Danmark. Mistanken om, at afskaffelsen af store bededag er et lille symptom på et større opgør med den rolle, som kristendommen historisk har spillet i Danmark, bekræftes yderligere af et forslag, som den nyudnævnte sundhedsminister står bag. Forslaget er at ændre organdonationslovgivningen, således at alle borgere som udgangspunkt automatisk donerer deres organer ved dødsfald. For mig at se er det vanskeligt ikke at opfatte dette som en logisk fortsættelse af regeringens afskaffelse af begrebet hellig fra lovgivningen. Når intet er helligt og dermed ukrænkeligt, så råder statsmagten over alt det, som er til, herunder borgerne og deres legemer.
Virakken om bededag handler altså om andet og mere end denne dag, og regeringen kan potentielt være ved at slå ind på en totalitær vej.
MR
Kommentarer