I Jerusalem

Påsken indledes med Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag. Tirsdag eftermiddag i den forgangne uge var jeg til børne-påskegudstjeneste i det sogn, hvor jeg bor, og hvor min kone er præst. Kirkens børnekor optrådte med sangen ”Han står på oliebjerget”, som begynder med linjen: ”Han står på Oliebjerget og ser hvad der skal ske – i Jerusalem”. 

Dette ”I Jerusalem” er sangens omkvæd, som lyder i alt 13 gange. 13 gange sang børnene altså ordene ”I Jerusalem” og hvor er det i grunden forunderligt, sad jeg og tænkte under sangen, at en flok syv til tiårige nordsjællandske børn som noget helt naturligt synger en sang om indtoget i en by, som de for de flestes vedkommende aldrig har sat deres ben i. Gad vide, hvad de tænker om det sted, de synger om, hvis de overhovedet tænker videre over det?

Måske nyder de bare klangen i de fire stavelser: Je-ru-sa-lem?

Hvad end de tænker, delte de børn noget med kristne i de sidste næsten 2000 år. For ordet, stednavnet Jerusalem er i høj grad blevet sunget. Ud over jorden er dette Jeru-shaleim, fredens sted, som ordet ironisk nok betyder på hebraisk, blevet båret af sang. Over trehundrede gange nævnes Jerusalem i Bibelen, langt det oftest nævnte stednavn, heraf 11 gange alene i Salmernes Bog. Salmernes bog, som jo hedder sådan, fordi dens tekster er blevet sunget, både i jødedommen og helt fra begyndelsen som en del af den kristne gudstjeneste. Studerer man middelalderlige liturgier for påskeugens gudstjenester vil man se, at det, gudstjenesten i høj grad drejede sig om, var sange om eller tonesætninger af stednavnet Jerusalem. Altså var børnene, jeg hørte forleden, en del af en længere tradition, end de er klar over.

Hvad tænker du selv, når du synger om Jerusalem? 

Har du været der, er det måske varmen og støvet, lugten. Det, at en lang historie, du før kun havde læst om, nu er levende foran øjnene af dig. Larmen, kaosset, råberiet, skønheden og voldsomheden.

Men langt, langt de fleste, som i kirkens lange historie har sunget med på påskens Jerusalem er jo i samme situation som børnene, jeg hørte forleden. De havde og har aldrig været der, og hvad tænker man så? Ja, så lægger man vel det velkendte ind i det, man synger om. 

Tænk på, at det nærmeste, man i England kommer en nationalsang, der i udbredelse kan måle sig med kongesangen God Save the King, er William Blakes ”Jerusalem”, som udtrykker et ønske at opbygge et nyt Jerusalem ”In England’s green and pleasant Land”.

Jerusalem, med alt hvad det navn indebærer, er altså ikke bare et konkret sted. Og det er måske netop en pointe. Jerusalem kan også være her, hvor vi er. Når Jesus, ”sagtmodig, ridende på et æsel”, gør sit indtog i Jerusalem, er det også os, han kommer til. Folkeskaren, der hylder ham med vajende palmeblade håbede på en oprører, der kan smide besættelsesmagten på porten. Måske vi også har det med at drømme om sådan en action-helt, der med et snuptag kan løse alle vores problemer. I så fald skuffes vi, ligesom indbyggerne i Jerusalem. Jesus kommer jo ikke til magten, han bliver korsfæstet. Han smider ikke de onde på porten og opretter ikke et lykkerige blandt folket, men han mister livet. De råbte Hosianna, da han drog ind i byen, men der var ikke meget at råbe hurra for, da han hang på korset. Hvad skal verden med en korsfæstet konge? Det er som om, det strider mod enhver fornuft. 

Hvert år spørger jeg konfirmanderne, hvorfor vi har et alter i kirken. Jeg fortæller dem, at alteret er en reminiscens af det alter, der stod i det jødiske tempel. Et bord, hvor man ofrede dyr til Gud. Men vi ofrer jo ikke dyr, hvorfor er vores kirke så bygget op om et bord til ofringer? 

Ofte falder tiøren hos de kvikkeste: Det er fordi, at her er det ikke os, der ofrer, men Gud, der ofrer sig for os! Det er jo netop påskens evangelium i en nøddeskal.

Gud kommer med kærlighed, men ikke med sejrherrens, sådan som vi er vant til at se sejrherren, men med ofrets kærlighed. Folkeskaren råber Hosianna og kalder ham Davids søn, og det gør de ret i, men han er det på en anden måde, end de forventer. Han er konge af en anden kaliber, hans rige af en anden slags. Ikke at han giver mindre end forventet. Tværtimod giver han mere end nogen kan forestille sig. Han opretter ikke et jordisk kongedømme reserveret for indbyggerne i Jerusalem, men giver alle verdens folkeslag adgang til Guds rige. Han slår med sit kors en bro over alt, der skiller os fra Gud og baner en kongevej lige ind i faderens favn.

Glædelig påske!