Dåben 
Efter et langt forløb nedsatte kirkeministeren i slutningen af maj måned den såkaldte Dåbskommission. Den skal i de næste fire år arbejde med det, der i kommissoriets ordlyd hedder ”en modernisering af folkekirkens dåb”. Kommissionen er bredt sammensat. Dels er både lægfolk og diverse kirkelige fagfolk repræsenteret, dels tæller kommissionen både reformivrige og mere tilbageholdne stemmer. 

Kommissionens formand, biskoppen over Aalborg Stift, hører selv til de tilbageholdne, og han bebuder, at kommissionen udelukkende vil beskæftige sig med ”justeringer”, ikke opfinde et helt ny dåbsritual.

Anledningen til kommissionen er blandt andet det faldende dåbstal. Også hvis man korrigerer for den ikke-ubetydelige faktor, at der dels kommer mange til landet, som er kristne, men tilhører andre kirkesamfund, dels mange med helt andre religioner, er tallet faldende. 

Dét skal der gøres noget ved, det er der slet ingen tvivl om. Imidlertid har faldet i antal dåb mange og meget komplekse årsager, og jeg har endnu til gode at møde mennesker, som har fravalgt dåben på grund af det nuværende ritual. Tværtimod siger al min erfaring, at folk sætter stor pris på den dåb, de kender, og at dåbens historiske sprogdragt og dybde er en styrke. Det kunne jeg fortælle mange historier om, men jeg vil holde mig til en enkelt. Jeg havde døbt en dreng og ved dåben benyttet den i ritualbogen anbefalede faddertiltale. To år senere var der kommet en lillebror i familien, og han skulle også døbes. Ved hans dåb brugte jeg en anden faddertiltale, og da vi kom ud af kirken, var familien dybt skuffet: ”Hvorfor, Martin, lavede du om i dåben?” Så kunne jeg fortælle nok så meget om, at faddertiltalens ordlyd er fri, det var de sådan set ligeglade med, for pointen med dåben – fra familiens side – var at give lillebror del i præcis det samme som storebror, nemlig den dåb, som også var forældrenes, bedsteforældrenes og oldeforældrenes (som drengene i øvrigt var opkaldt efter). For dem var genkendeligheden vigtig. Den dag skal jeg love for, at menigheden lærte præsten noget om dåben.

 Små justeringer kan være fine nok, fx sproglige (vi nyoversætter også indimellem Bibelen), og i mange sammenhænge virker det malplaceret at spørge om barnet er hjemmedøbt (som man ellers skal ifølge det nuværende ritual), og ved dåb af voksne bruger man selvfølgelig ikke en faddertiltale.

Men lad os ikke bilde os ind, at der findes noget som helst bredt, folkeligt ønske om en modernisering af dåben. Og lad os ikke tro, at det faldende dåbstal kan vendes ved at lave store ændringer i elskede, hævdvundne ritualer. Der skal andre ting til. Flere generationer, blandt andet min egen, aner intet om hverken dåb eller kristendom, og dét skal vi lave om på. Vi skal fortælle, vi skal oplyse og vi skal forkynde. Det er simpelthen en pligt for enhver, som selv er døbt. Vi skal læse børnebibler med vores børn og børnebørn, og vi skal gå til babysalmesang med de små og gudstjenester med de lidt større, så kristendommen kan blive sunget og fortalt ind, både i os selv og i børnene. Vi skal kort sagt hver især gøre vores til, at kristendommen også for de kommende generationer vil være en del af virkeligheden. Vi skal give det videre, som vi selv har fået – og det er langt mere vanskeligt, end noget, der kan ordnes af en kommission. Og når vi arbejder med ritualerne – især kirkens allervigtigste: dåben – så skal vi gøre det i respekt for de dybe historiske og teologiske lag af betydning og ånd, som ligger i ritualet.

Af Martin Ravn