At præster kun arbejder om søndagen er en gammel traver. Når vi igen-igen præsenteres for den, smiler de fleste af os venligt.

Men hvis spørgeren er vedholdende og tiden tillader det, kan svaret dog være lidt længere. For jeg tror, at det ofte dækker over en oprigtig uvidenhed om, hvad en præst egentlig foretager sig. Det er også mærkeligt, for præsten har jo ikke en kontortid og stempler ikke ind på ”arbejdspladsen” hver dag fra 8 til 16.

Det er imidlertid en uvidenhed, som er let at råde bod på, hvis blot man tænker over, hvornår man sidst selv har været i kontakt med en præst. Det ved vi nemlig, at 70 % af befolkningen i Danmark har i løbet af et år. Svaret vil ofte være, at spørgeren sidst har været i kontakt med en præst i forbindelse med en et dødsfald i familien, et barns eller barnebarns dåb eller konfirmation, eller hvis man har ønsket en fortrolig samtalepartner. Det sidste kaldes sjælesorgssamtaler. Det kan også være, at man simpelthen har bevæget sig ind i en kirke søndag formiddag til højmesse eller på en anden ugedag til fx en aftengudstjeneste, men så er man ofte så fortrolig med det kirkelige, at man ikke tror, at præsten kun arbejder om søndagen.

Det er ved livets store overgange, fx dødsfald i familien eller dåb, at de fleste danskere er i kontakt med kirken og dermed med præster. Og her er vi så fremme ved første del af svaret på, hvad præsten egentlig laver. For de fleste mennesker har en forventning om en kyndig behandling, når man kommer i kontakt med præsten. Folk forventer faktisk, at der bliver sagt noget personligt rammende og evangelisk trøsterigt ved deres forældres, ægtefælles eller barns bisættelse eller begravelse. Det indebærer blandt andet, at præsten har gjort sig umage i samtalen eller samtalerne op til den kirkelige handling. Det kræver også tid til forberedelse, for hvis det hele var noget præsten trak op af en hat, så ville det uden tvivl kunne mærkes. Ligeså med dåb og bryllupper. ”Udførelsen”, altså den kirkelige handling, er det mindste, forberedelsen er alt.

Hører man til dem, der går til gudstjeneste, forventer man også med rette, at der på prædikestolen står et menneske, som gør sit ypperste for at fortolke evangeliet vedkommende og livsnært. Hvem gider høre på en klovn i mærkeligt tøj, der står og hælder vand ud af ørerne?

Om præsters arbejde bruger man det gammeldags udtryk, at vi har ”et kald”. I det ligger, at folk kalder på præsten. Det skal (også) tages helt bogstaveligt. Folk ringer, når de har brug for et menneske at tale med om savn og sorg, om hvordan man mon får fortalt børnene om den ubehagelige besked, man fik på sygehuset i morges og om gammel skyldfølelse, man ikke kan slippe af med. Derudover kommer tilstedeværelse ved dødslejer og udsyngninger, samt alle dem, der ikke ringer, fordi de ikke vil være til besvær, men som netop af den grund trænger til besøg.

I danske film og tv-serier er det sjældent at man ser en kirkedør gå op, uden at der går en præst rundt derinde i halvmørket eller i kirkens tilstødende lokaler, gerne iført ornat. Jævnfør hvad jeg har beskrevet ovenfor, giver det et skævt billede af præstens arbejde. Hyggeligt ville det sikket være, hvis præsten virkelig spankulerede småsnakkende omkring og drak kirkekaffe i hele den udslagne uge, men der ville være meget, der blev forsømt. Udover det, jeg allerede har nævnt, gælder det både forberedelse og udførelse af bl.a. gudstjenester, konfirmandundervisning, babysalmesang, gudstjenester for børn og ældre, studiekredse, foredragsaftener, udflugter osv.

Personligt har jeg aldrig arbejdet så mange timer per uge, som efter jeg blev præst. Jeg har ellers lavet mange forskellige ting, bl.a. arbejdet i selveste Beskæftigelsesministeriet ved siden af mine teologistudier.

Men jeg har heller aldrig lavet noget så meningsfuldt.

Med til spørgsmålet om, hvornår man sidst har været i kontakt med en præst, hører også spørgsmålet hvad tid på ugen mødet har fundet sted. Bisættelser finder ofte sted om lørdagen, og det samme er jo ved at blive normen med dåb, foruden selvfølgelig bryllupper i sommerhalvåret. Højmessen ligger som bekendt trygt og velkendt søndag formiddag. Måske har man undret sig over, at et entusiastisk ”god weekend!” til en præst eller en ansat i kirken fredag eftermiddag er blevet mødt med en høflig tak ledsaget af et drømmende blik. Erstatter man derimod med en hilsen a la ”Vi ses på søndag til gudstjenesten” – vips, så vil man se et præsteansigt lyse op som tusind lys, der bliver tændt på én gang.

Martin Ravn