02/07/2024 0 Kommentarer
Aktiv dødshjælp?
Aktiv dødshjælp?
# Ukategoriseret
Aktiv dødshjælp?
Onsdag den 13. marts kl.19.00 er der debataften om aktiv dødshjælp.
I den seneste tid er ’aktiv dødshjælp’ gået hen og blevet et varmt emne. Statsministeren tog emnet op på folkemødet i sommer og erklærede sig som varm tilhænger af aktiv dødshjælp og talte om retten til værdig død. Omkring jul fulgte hele landet med i en konkret sag omkring aktiv dødshjælp, udført af en ægtemand, der siden havnede i fængsel….og også de mange og meget stærke holdninger for og imod aktiv dødshjælp gør emnet varmt.
Tilhængerne taler om at lindre unødvendig smerte for terminale, da vores palliative hjælp og passive dødshjælp ikke kan klare det hele, og der er mangel på hospicepladser. Ligeledes bør aktiv dødshjælp være en mulighed i svære sygdomstilfælde. Mener altså tilhængerne
Modstanderne mener, at selvom den lindrende behandling ikke er god nok, så bør det aldrig blive et argument for at indføre dødshjælp. Det kan derimod blive en undskyldning for at svigte endnu mere. Lægers og sundhedsvæsenets rolle er desuden at give og hjælpe liv, og det handler om, hvad vort samfund skal støtte. Således er emnet varmt, argumenterne mange – og nogle gange skingre, fordi det betyder noget for os alle.
Derfor har vi i Kokkedal kirke inviteret tre stærke stemmer i debatten, nemlig: Morten Bangsgaard, der har siddet i Etisk råd i flere år og udtalt sig ofte og markant i debatten imod aktiv dødshjælp; sognepræst Birgitte Kragh Engholm, der har markeret sig som tilhænger, selvom 9 ud af 10 præster, hendes egen faggruppe, er modstandere af aktiv dødshjælp – og endelig Helle Tingrupp, som sidder med problematikken til daglig som hospicechef for Diakonissestiftelsens hospice.
Alle tre paneldeltagere vil hver især indledningsvis komme med et lille oplæg, og herefter er debatten åben. Vi håber, alle vil være med til at respektere de forskellige holdninger, også forskellig fra ens egen, i denne varme og spændende debat.
Der er fri entre.
Kommentarer