I et foredrag, som Karen Blixen kort før Anden verdenskrig holdt om den verden, som hun stiftede bekendtskab med under sine 17 år som kaffefarmer ved Ngong Hills, beskriver hun en safari på savannen og mødet med det fremmedartede, østafrikanske dyreliv: ”Elefanterne, næsehornene og girafferne har præg af fortidsdyr; man sidder og ser på dem i sin Zeiss-kikkert og bliver selv forandret”.

I denne lille fortættede passage møder vi et menneske, der ønsker at tage naturen i øje, men på afstand af den, beskyttet af den vestlige verdens ypperste teknik. Men vi møder også et menneske for hvem det mislykkes at holde sig på sikker afstand, som selv bliver inddraget i det, hun betragter, og selv bliver forandret.  Karen Blixen beskriver med andre ord og lidt mere bredt sagt, hvordan virkeligheden har det med selv at komme os i møde og bemægtige sig os. Det, vi troede vi skulle betragte og be-gribe, griber selv os. 

Over vinteren har jeg ledet kirkens studiekreds om Matthæusevangeliet. Hvad har studiekredsen lært os? Eller rettere: Hvad har jeg selv lært? Jo, jeg har kort sagt lært eller er blevet mindet om, at vi også i mødet med evangeliet bliver forandret af det, vi læser og hører. I mødet med Bibelens tekster tror vi  måske, vi skal gardere os bag videnskabens Zeiss-kikkert, men vi må sande, at hvis vi virkelig vil forstå det, vi læser og hører, må vi sætte os selv på spil. Man kan ikke udlægge Bibelen og det evangelium den rummer, uden også selv at blive udlagt. Kikkerten bliver vendt mod os, og det, den viser, står i stor kontrast til, hvordan de fleste af os godt kan lide at se os selv.  

I dagligdagen har vi et billede af os selv som dem, der er i kontrol og skal begribe omverdenen. Den rolle tiltaler os. Det billede udfordrer evangeliet imidlertid, ja, det destruerer det måske ligefrem. For ånden i evangeliet er, at alt vigtigt i tilværelsen er noget, vi får. Evangeliet sætter os i modtagerens rolle, og dets sprog er ikke hverken et ”gribe-sprog” eller et besiddelsens sprog, men modtagelsens. Og dermed bliver man selv forandret.

Af Martin Ravn