At leve uden bagtanke

Jesus sagde: Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre:  Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.  For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat.  Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den fråser og dranker, ven med toldere og syndere! Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger. Matthæusevangeliet 11, 16-24

Vi ved ikke, om vi skal le eller græde, siger vi.

Jo, siger Jesus, det ved I inderst inde godt, men I tager forbehold. Måske af skræk for at tage fejl, måske af forfængelighed. Men det er bedre at tage fejl end at tage forbehold. Fejlen anbringer os i et såre menneskeligt fællesskab, mens forbeholdet isolerer os. Det er ikke godt at være ene, og det kan vi være sikre på ikke at være, når vi tager fejl.

Jesu forkyndelse er en uforbeholden opfordring til at være umiddelbart til stede, altså uden bagtanke og uden planer for, hvad der skal ske. Ikke til at leve uden omtanke, naturligvis ikke – troen på, at dét er meningen med livet, er der i tidens løb kommet rigtig megen selvoptaget uansvarlighed ud af – men at leve uden bagtanke. Se til himlens fugle og markens liljer, hedder det et sted som begrundelse. De får alt, hvad de har brug for af vores himmelske far, og sådan kan vi også tillidsfulde give os dagens opgaver i vold. Jesus siger, at vi skal give os hen til det liv, der ligger lige for. Det liv, som Gud skænker os fra dag til dag, ja, fra øjeblik til øjeblik. Vi har det, tror jeg, vanskeligt med dobbeltheder – med både-og – og hælder mest til enten-eller i vores bedømmelse af os selv og af andre. Enten er vi og de løsslupne eller påholdende, gode eller onde, troende eller tvivlende. Når Jesus siger, at visdommen har fået ret ved sine gerninger, så er det ord, der kan rokke os i vores trang til enten-eller. For visdommen, det er Jesus selv, og hans ord skal vi ikke begribe eller fastholde i vores trang til enten-eller. Han fastholder derimod os i det både-og, som vi alle sammen er. Og hvis vi ikke ved, om vi skal le eller græde, så skal vi da i det mindste, uden bagtanke, men med mod, kraft, kærlighed og omtanke, forsøge os med én af delene.

Martin Ravn