Hvorfor går man i kirke?
Det spørgsmål er der givetvis lige så mange svar på som der er kirkegængere, men for nylig faldt jeg over ét som jeg fandt en vis genkendelse i. Det er forfatteren Søren Ulrik Thomsen, der går i kirke hver søndag, og som holder af det, han ser som et alternativ til zapper-kulturen:

Rigtig mange lever i dag et liv, hvor man zapper rundt og hele tiden prikker på mobilen, og der er gudstjenesten en udfordring, fordi man skal beslutte sig for at gå på opdagelse i noget, som til en begyndelse virker både kedeligt og uforståeligt. Men det særlige ved gudstjenesten, i forhold til en film, som taber intensitet anden eller tredje gang, man ser den, er, at den bliver rigere og rigere efterhånden som den gentages.

Man skal gå i kirke for at forny sin taknemmelighed. Og det er én af de ting, gudstjenesten kan bruges til; at holde de erkendelser svævende, som ikke kan fastholdes. For jeg tror, det er en illusion at forestille sig, at man kan fastholde dem hele tiden, hele livet, blive ét med dem så at sige i en slags klosterliv. Jeg tror ikke, man for alvor kan leve på den måde. Men jeg tror, man kan holde dem svævende. Og så går man glip af dem igen, hele tiden! Det smutter mellem hænderne på én. To dage efter, man har været i kirke, er man igen i en tilstand, hvor man er utaknemmelig, forkaster sig selv eller nægter at tilgive andre, fordi man igen har glemt, at man selv har behov for tilgivelse. Og så må man i kirke igen næste søndag!