”Der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Derfor: Hvad I har sagt i mørket, skal blive hørt i lyset, og hvad I inde i kamrene har hvisket folk i ørerne, skal prædikes ud fra tagene.” Lukasevangeliet 12, 2-3.

Ved nytår er det tid til at gøre status. Hvad gik godt i den forløbne tid? Hvad fortryder vi, og hvordan vil vi lade disse ting påvirke fremtiden?

Som de fleste vil vide, fik vi en anden jul i kirken, end vi havde regnet med. Lillejuleaften indskrænkede sundhedsmyndighederne muligheden for at holde julegudstjenester til maksimalt 30 minutter og uden sang, og landets biskopper vurderede, at man i mange kirker ikke ville kunne nå at lægge sine planer om i 11. time og anbefalede derfor, at julens gudstjenester blev aflyst. I Kokkedal Kirke havde mange kirkegængere i dagene op til juleaften annulleret deres tilmeldinger, så vi valgte at aflyse en række gudstjenester og bibeholde nogle.

Perioden umiddelbart op til jul havde været præget af diskussioner om, hvorvidt det ville være forsvarligt at følge sundhedsmyndighedernes anvisninger, som de lød på det tidspunkt, og gennemføre julens gudstjenester. Mange mente det ikke, og mange mente, at man burde lukke kirken ned, ligesom biograferne, teatrene, koncertstederne, håndboldhallerne og museerne var det. Sidstnævnte synspunkt var også udbredt blandt mange, der har folkekirken som arbejdsplads. Det er trist og forstemmende, og måske et tegn på, at vi i kirken har en opgave, som vi har forsømt. Nemlig den at gøre opmærksom på, at kirken ikke en kulturinstitution på linje med alt muligt andet, uagtet at alt dette bestemt også er vigtigt. Kirken er derimod et sted, vi kan gå hen for at få vores frygt og angst til midt imod. For det, der bliver forkyndt i kirken, dét, som skaber kirken, er Guds levende ord om fred og trøst og håb – også, ja måske især, i en krisetid. Jeg bor i Blovstrød ikke langt fra Sandholmlejren. Igennem min kones præsteembede møder jeg jævnligt mennesker, som er flygtet tusindvis af kilometer fra deres hjem. Ikke fordi de ikke må gå til koncert, dyrke idræt eller gå på museum, men fordi det er livsfarligt for dem at gå i kirke. Nu er de kommet til Danmark og kan så høre folkekirkens egne ansatte plædere for, at kirken må lukke i solidaritet med det øvrige kulturliv. Det må være besynderligt. Mit håb for 2021 er, at vi, der har vort arbejde her må blive bedre til at gøre opmærksom på, at kirken er ikke en kulturinstitution, selvom dens rum også huser koncerter og foredrag, og derfor ikke kan eller skal lukkes som det øvrige kulturliv. For mig at se hører kirken til samfundets nødberedskab. Det ord, som skaber den, skal også lyde i krisetider, ligesom hospitalerne, psykiatrien og supermarkederne heller ikke smækker dørene i. Det skal selvfølgelig ske sundhedsmæssigt forsvarligt. Hvis vi ikke må synge, ærgrer vi os, men mødes om det, vi kan. Skulle det ske, at kirkerummet må tages ud af brug, ærgrer vi os, men går udenfor og mødes om det, vi kan. Og om nødvendigt må vi helt bogstaveligt tage tagene i brug og prædike fra dem.

Godt nytår!

Martin Ravn