Thomas Vinterbergs film ”Druk” har netop vundet en Oscar. Det er en stor ære, Danmark er for en stund på filmkunstens verdenskort, og der er grund til at glæde sig. Der er skrevet og sagt meget om ”Druk” i de seneste måneder, måske også lidt mere, end den glimrende, lille fortælling om en gruppe venner i midtvejskrise trods alt kan bære. Så hvis man, om jeg så må sige, er nået til brækstadiet i anprisninger af ”Druk”, skal man ikke læse videre.

Det er filmens slutning, det her skal handle om. Mads Mikkelsens figur, gymnasielektoren Martin, har nået sit livs lavpunkt. Han har følt sig udbrændt, på afstand af sig selv, sin hustru, sine børn og sine elever. Derfor er han indgået i det eksperiment, som er filmens omdrejningspunkt, og for en tid har han oplevet, at alkoholen har givet ham fornyet livskraft. Men måske har han overvurderet rusens lyksaligheder? I hvert fald fortæller hans ulykkelige sønner ham en aften, dagen derpå efter en afsindig druktur, at han i den tid, hvor han ellers selv har oplevet, at det hele bare kørte, har været fjern og ligesom været en anden. Og nu er hustruen gået. Martin sender sms’er ud i det blå cyperspace: ”Jeg savner dig” og ”Jeg tror på os”, skriver han. Intet svar. Men så til allersidst, hvor alt håb synes ude, kommer der svar: ”Jeg savner også dig”. Der er håb, tilværelsen er åben på ny, og Martin kan – bogstavelig talt – springe ud livet igen. Præcis, hvad der venter, ved hverken han eller vi.

Men Martin erfarer, at det, der får livet til at lykkes i sidste ende aldrig er noget, vi selv er herrer over. Det bliver givet os udefra. Det er noget, vi får skænket. Det kan være en håndsrækning, et løfte, en kærlighedserklæring, en sms. Og deri er livet, som vi sat til at leve sammen med og for hinanden.

MR