At være midt i livet

Forleden morede min søn Vilhelm på fem år sig med den remse, som mange af jer sikkert husker fra jeres egen barndom. Der, hvor man siger, hvor man bor og begynder med at zoome helt ind. Derefter bevæger man sig trin for trin udad. ”Hvor bor du, Vilhelm?” Svaret lød: ”Vores hus, Blovstrød, Danmark, Europa, Verden”. Efter ”verden” foreslog jeg ”universet” med den begrundelse, at verden bevæger sig ”derude i universet”. Men det ville Vilhelm ikke gå med til. For som han sagde: Universet og verden er jo ikke ”derude”, men lige her!

Samtalen med Vilhelm fik mig til at tænke på noget, som forfatteren Egon Clausen engang har sagt i en radioudsendelse. Clausen havde bidt mærke i, at personer der sådan cirka er et sted mellem 45 og 50 år gamle ofte siger, at de midt i livet. Talemåden afslører, sagde Clausen, at vi ser tiden som noget lineært. Som et målebånd, hvor der år for år bliver klippet noget af. Problemet er, at det ikke svarer til vores erfaring. For ifølge den er vi altid ”midt i livet” i samme forstand som da Vilhelm insisterede på, at universet er lige her. Skal vi sætte et billede på, er livet snarere end en linje en cirkel. Og inde i midten af cirklen står så vi. Det er herfra, fra midten, vores verden går. Lige meget om vi er unge eller gamle.

Det, der ændrer sig, er cirklens radius. En dag bliver cirklen mindre, og det hele falder sammen i det inderste punkt. Måske er det, hvad man i traditionen har kaldt ved navnet evigheden? Hvem ved, det overlader jeg personligt trygt til Vorherre. Indtil videre befinder jeg mig her i midten af livet. Ligesom alle andre.

MR