Efterår

Af foråret og efteråret holder jeg mest af det sidste. For om foråret ser man ned, men om efteråret kigger man op. Nogenlunde sådan skriver Søren Kierkegaard i et af sine notater. Kierkegaard, som om nogen kan kaldes efterårets store teolog. Tanken er naturligvis, at mens blikket om foråret drages ned mod skovbunden og alt, hvad dér spirer frem efter vinterens dvale, så er det om efteråret træernes vidunderlige brand i flere nuancer end vi kan tælle, der drager opmærksomheden. Op mod sig, men måske også videre op, op til himlen, som netop nu i oktober går ind i sin mest dramatiske periode. Efteråret er for mange en vemodets og eftertankens tid. Sommeren er endegyldigt forbi, og vinteren nærmer sig. Det minder os om vores egen erfaring af selv at være på vej fra én tilstand til en anden, ja, det minder os jo om, at også vi lever på forgængelighedens vilkår. Ligesom resten af naturen. Det kan give en følelse af afmagt og melankoli, men også en længsel efter, at der bag det tiltagende mørke gemmer sig noget andet end intethed. Den længsel sætter Kierkegaard ord på i en bøn, som kan kaldes en hymne til efteråret og alt, hvad det rummer:

"Gud i himlene
lad du mig ret føle
min intethed,
ikke for at fortvivle derover,
men for desto stærkere at føle
din godheds storhed."

Her i kirken kan man måske sige, at afslutningen på efteråret og vinterens begyndelse markeres ved allehelgen i november. Dagen, hvor vi mindes de døde, som vi savner. Også til den anledning har Kierkegaard forfattet en bøn, som både rummer efterårets tabserfaring og det håb, som kan bære gennem selv den strengeste årstid:

”Men du, o Gud, du uforanderlige,
du er uforandret altid at finde,
og lader dig uforandret altid finde,
ingen rejser,
hverken i liv eller død,
så langt bort,
at du ikke er at finde, at du ikke er der,
du er jo overalt…"

Lad os holde det håbs lys op foran os selv og andre, når vi går mod mørkere tider.

Martin Ravn