Dåben
af Martin Ravn 

Debatten om dåbens betydning er igen blevet aktuel. Folkekirkens dåbskommission har udgivet en midtvejsrapport med tre modeller for fornyelse af dåbsritualet – fra sproglige justeringer til nærmest en ny dåbsforståelse. Især den såkaldte model 3 er radikal i sin fornyelse. Her bliver dåben ikke længere klart forstået som sakramente, men snarere som en velsignelseshandling, lidt på linje med vielsen.

Folkekirkens biskopper opfordrer til at afprøve de nye ritualforslag indtil årets slutning. Dermed risikerer vi at miste en fælles forståelse af dåben som selve indgangen til det kristne liv. For hvad vil det sige, hvis tre (eller fire, hvis vi tæller det nuværende med) forskellige dåbsritualer lever side om side i samme kirke? Er det da én kirke?

Dåbsdebatten drejer sig især om én formulering i det nuværende dåbsritual, nemlig den bøn, som lyder: ”Vi takker dig himmelske Fader [for den] hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.” Tanken om, at man i dåben bliver Guds barn og får arveret til det evige liv har fået kritikkerne af det nuværende ritual til at stille spørgsmålet: Hvad så med de udøbte? Hvad vil det egentlig sige, at dåben nødvendig til frelse?

At dåben er nødvendig betyder, at det er dér, Gud giver sit tilsagn om nåde og frelse. Dåben er ikke noget, vi gør for Gud, men noget Gud gør for os: Giver os del i Jesu liv og død, gør os til sine børn og giver os retten til at kalde Gud for far. Det er derfor, Det nye testamente beskriver dåben som overgangen fra død til liv, fra afstand til fællesskab.

Men hvad så med de udøbte? Er de fortabt? At udtale sig utvetydigt om bestemte menneskers eventuelle fortabelse ville efter min mening være en underkendelse af Guds magt. Mit svar er derfor: Hvis selv en synder som jeg kan tages til nåde og få del i Kristus i dåben og nadveren, hvordan skulle jeg da kunne udelukke, at Gud også vil tage andre til nåde? Men jeg kan ikke sige noget entydigt om Gud uafhængigt af det tilsagn, Gud selv har givet i dåben. Alt andet bliver mine egne spekulationer – og dermed tvetydige. Det entydige, vi kan stole på, er Guds ord og løfte – givet i dåben.

Dåben gør i den forstand en afgørende forskel. Den er ikke blot en ydre ceremoni. Den er et guddommeligt tilsagn, et frelsende sakramente. Den skaber én kirke. At gøre dåben til noget andet er at undergrave både dens kraft og dens enhedsskabende betydning.

Derfor er det vigtigt, at vi værner om dåben som det, den er: Guds håndgribelige gave – og begyndelsen på det evige liv.