Efteråret i Kokkedal Kirke står i fællessangens navn. September byder blandt andet på foredraget ”Derfor er det sundt at synge!” med Lasse Skovgård og i november åbner kirken dørene for et festligt fællessangsarrangement med Katrine Muff. Disse arrangementer føjer sig smukt til kirkens ugentlige Onsdagscafé med fællessang fra Højskolesangbogen. Og naturligvis til gudstjenesten. Gudstjenesten kan ses som en tovejskommunikation, hvor Gud henvender sig til os i ord og sakramenter, og vi svarer Ham i bøn – og ikke mindst i salmesang. Jeg husker tydeligt min oplevelse af salmesangen her i Kokkedal Kirke ved min første gudstjeneste som præst. Ved første salmes første strofe satte menigheden ind, så klichéen ”at taget løftede sig” gav mening. En anden kliché er, at kirker må og skal have ”profiler”, ligesom vi selv skal have i det i vores omsiggribende CV-kultur. Men skulle man gå med på spøgen og give Kokkedal Kirke en sådan, kunne man kalde den en fællessangskirke.

Og hvad er det, der sker, når vi synger sammen? Det tænkte jeg over til netop en Onsdagscafé for nylig. Vi sang en ny sang, som jeg lærte at kende i sommerferien, ”Skybrud” med tekst af Dy Plambech. Uden at vide det med sikkerhed, er jeg ret overbevist om, at teksten tager udgangspunkt i det mægtige skybrud over København i 2011. Jeg kan selv huske det og har mine egne minder om det. Udover at sangen beskriver skybruddet på en meget billedskabende måde, har den et omkvæd, der lyder: Alle de mennesker / jeg har elsket /befinder sig stadig / et sted i mig. Det er let at genkende, vist det, man kan kalde en almenmenneskelig erfaring. Samtidig er det jo forskellige mennesker, vi hver især savner og hvis nærvær vi på en eller anden måde bærer med os. Men det, at vi har erfaringen, er vi fælles om. Så når man synger sangen, er man på en paradoksal måde sammen om noget meget personligt. Tilsvarende med en gammel klassiker som ”Danmark nu blunder den lyse nat”. Vi har forskellige erfaringer af og erindringer med den særlige danske sommernat, alt efter, om vi er en dansk kvinde født i Bjerringbro i 1942, eller en ung mand med indvandrerbaggrund født på Blågårds Plads i 2005. Men erfaringer med den vil jeg vove at påstå, at vi alle sammen har. Og det er, hvad fællessangen kan: Knytte os til hinanden i al vores forskellighed.

Martin Ravn