af Martin Ravn 

I december tænder vi lys overalt:  I vinduerne, i gaderne og naturligvis på juletræet. Lyset er et universelt symbol på julen. Men hvad er det egentlig for et lys, vi fejrer?

 I sin lille, men tanketunge bog Prometheus’ anger tager den tyske filosof Peter Sloterdijk fat på den gamle græske myte om Prometheus.

Prometheus er i myten den titan, der stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene. Han gav os teknologi, kundskab og evne til at forme verden. Det er en gave, der gør mennesket stærkt – ja, måske stærkere, end det kan bære. Hos Sloterdijk bliver Prometheus et billede på menneskets egen skaberkraft og på den vrede, der kan opstå, når mennesket vil klare sig uden Gud, uden taknemmelighed og uden ydmyghed.

Vi moderne mennesker har uendeligt svært ved at se os selv som skabninger. Vi er selvskabere. 

Men mennesket mister noget vigtigt, når det kun vil være sin egen skaber: Det mister evnen til at modtage livet som gave.

Myten fortæller, at Prometheus straffes for sin gerning, men i Sloterdijks læsning er straffen i virkeligheden selvforskyldt. For når vi kun vil være dem, der giver, og aldrig dem, der tager imod, så bliver vi ensomme. Og ensomhed bliver let til vrede: mod begrænsninger, mod naturen, mod hinanden – og mod Gud.

Sloterdijk beskriver en kultur, hvor vi ikke længere står i taknemmelighedsgæld til nogen. Alt, hvad vi har, tror vi, at vi har skabt selv. Prometheus’ ild er blevet teknologiens og fremskridtets glød, men den brænder også inde i os selv som en form for utålmodig vrede: en insisteren på, at vi skal kunne alt, nå alt, kontrollere alt.

Og så kommer julen ind som en helt anden fortælling.

Her handler lyset ikke om, hvad vi kan stjæle, skabe eller forme, men om noget, der tændes, skænkes.

I Betlehem bliver der ikke stukket ild på noget. Der bliver tændt et lys. Et barn fødes. Ikke som resultat af menneskelig vilje, magt eller projektstyring, men som en gave. Et liv, der kommer til os, før vi beder om det og uden at vi fortjener det.

Hvor Prometheus’ ild antænder selvstændighedens stolthed, kommer Betlehems lys med afhængighedens fred. Julen minder os om, at det vigtigste i livet ikke er noget, vi selv tænder, men noget, der tændes for os.

Hvis Prometheus repræsenterer menneskets stræben efter at kontrollere verden gennem ild, repræsenterer Jesus Guds vilje til at oplyse verden gennem kærlighed. Julens lys siger: Du er skabt, ikke selvskabt. Du må være barn, før du er skaber.

Og måske er det i virkeligheden julens dybeste budskab: At vi ikke selv skal stjæle lyset. Det kommer til os, ydmygt og lavmælt, som et barn i en krybbe.