Elsk jeres fjender 
af Martin Ravn

Jesus sagde: ”I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer”. Matthæusevangeliet 5, 43.

Elsk jeres fjender. Så kontant lyder Jesu befaling i Bjergprædikenen. Kontante ord, men også vanskelige at leve op til. Ja, er det overhovedet muligt? Personligt synes jeg, at det er vanskeligt nok at elske alle dem, jeg ikke ser som fjender. Dem, jeg normalt tænker på som min næste. Og her hører jeg gudhjælpemig, at jeg også skal elske min fjende. Hvad skal jeg stille op med den befaling? Er den ikke alt for radikal?

Jeg har mødt og hørt om mennesker, der var i stand til at elske deres fjender, men jeg tvivler på, at jeg kan tælle mig i deres kreds. For eksempel var der for seks år siden en gammel præst, der blev koldblodigt henrettet efter at have forrettet gudstjeneste i den franske by Saint-Étienne-du-Rouvray. Fader Jacques Hamel, hed han. Han havde lige afsluttet en gudstjeneste for 7 mennesker, da to unge tyrkere trængte ind og ville hævne den vestlige koalitions angreb på islamisk stat i Irak. Terroristerne blev efterfølgende dræbt af politiet, og Jacques Hamels søster kontaktede den ene gerningsmands mor og fortalte efterfølgende offentligt om mødet. Hun sagde: ”Jeg sammenligner ikke hendes sorg med min. Min bror blev revet bort af barbariet. Hun lever med den viden, at det var hendes søn. Jeg kunne have valgt at hade hende, fordi hun ikke forhindrede ham i at blive morder, men jeg fandt ud af, hvor magtesløs hun havde været. Da jeg blev spurgt ved min brors begravelse, om jeg følte had, svarede jeg: Sorgen fylder så meget, at der ikke er plads til had.”

Da vi hørte befalingen om fjendekærlighed til gudstjenesten 4. søndag efter trinitatis i år, sang vi nogle salmer, som på en langt bedre måde end jeg selv er i stand til, redegør for, hvordan man åndeligt kan opnå dét, som Jacques Hamels søster giver udtryk for. Den ene var af Thomas Kingo, den anden af H.A. Brorson og den tredje af N.F.S. Grundtvig.

I ”O Gud, du ved og kender” beder vi med Kingo, at Gud selv vil ”knuse mit hjertes stene”. Hvor Kingo bruger billedet ”at knuse”, beder vi med Brorson i ”Skal kærlighed sin prøve stå” om, at Gud vil ”smelte” vore hjerter ”hen i Jesu blod”. Skal vi altså gøre os forhåbning om at komme til at elske vores fjender, så kræver det altså ifølge disse salmedigtere noget så voldsomt som en ødelæggelse eller omsmeltning af vores egen vilje. Og hvor skal den omsmeltning komme fra? Det får vi svar på i Grundtvigs ”O kristelighed.” Her skal man læse ordet grundigt. Hvad handler den om? Jo, kriste-lighed, lighed med Kristus. Den lighed, der kommer af, at Gud i Kristus blev mennesker lig! Og Grundtvig bruger samme billedsprog som Brorson: ” O, smelt du vort hjerte ved højaltrets ild”.

Jeg siger ikke, at jeg ved gudstjenesten fandt de vises sten i disse tre salmer. Men jeg synes, at jeg kom et stykke i min egen forståelse af, hvad der skal til for at elske min fjende: At jeg må bede til, at Gud må knuse mit hjertes stene og omsmelte min vilje, så den bliver hans ”lig”.