Troen er en ballon

af Martin Ravn 

”Tro kan sikkert godt komme pludseligt til én. Men kirketroen (hvis man kan tale om en sådan særlig tro) er noget der indlæres og holdes i live. Den kan oparbejdes, den kan svækkes og helt mistes, og den kan undertiden komme igen. At gå i kirke og synge salmer er at vedligeholde sin tro. Den er som ens krop, ens kat, ens bil eller ens parforhold, der alle skal fodres jævnligt, eller som den vægt, man har besluttet er den rigtige og som kun kan fastholdes, hvis man går i fitness-center, løber, spiser bestemte ting.”

Disse ord er ikke mine, skønt jeg næsten ville ønske det. De er fra en ny bog af professor i religionsvidenskab, Hans Jørgen Lundager Jensen, som handler om hans forhold til kirkegang og tro. Og her skal man lægge nøje mærke til ordenes rækkefølge; kirkegang og tro, ikke først tro og derefter kirkegang. Lundager Jensen har et andet sted rammende beskrevet sin tro som en ballon. Indimellem er den fyldt af luft, svævende og let. Til andre tider ligger den uden luft, og alle ved, at en ballon, hvor luften er feset ud, er et mismodigt syn.

Det er egentlig en meget befriende tanke. For mange mennesker går rundt med en forestilling om, at tro enten er noget, man har, eller noget, man ikke har. Som om tro skulle være en særlig egenskab, nogle mennesker er født med. Men sådan opleves livet jo sjældent. De fleste kender til perioder, hvor troen føles nærværende og levende, og andre tider, hvor den virker fjern eller næsten fraværende. 

Gudstjenesten er en måde at puste luft i ballonen. Salmesangen, tekstlæsningerne, bønnerne, en ordentlig prædiken og deltagelse i nadverens fællesskab, formålet med alt det er at puste ny luft i ballonen. Meningen er, at man skal gå ud af kirken med mere tro, end man havde, da man gik ind. Og så kan man lidt igen. Kan hvad? Kan leve lidt mere med alt det, der truer troen. Mismodet, angsten, alle bekymringerne.

Kristendommen har aldrig kun handlet om tanker og overbevisninger. Troen lever ikke alene inde i hovedet. Den lever også i vaner, ritualer og fællesskaber. I det at tænde et lys. Synge en salme. Høre de gamle ord endnu en gang. Sætte sig på kirkebænken sammen med andre mennesker, der heller ikke har styr på det hele.

Og måske er det i virkeligheden nok. Ikke at troen altid er stærk og let, men at den igen og igen får lov til at blive pustet op.