Gud bevare os for den klokkeringende kirke

Når store tragedier rammer, griber vi ofte efter symboler. I vores nabolande har kirkeklokkerne i år ringet for Gaza. Det er ikke svært at se de velmenende tanker bag. Og dog er det måske en velsignelse, at folkekirken i Danmark har valgt at lade klokkerne tie.

Ikke fordi vi er ligeglade med de mange uskyldige liv, der er gået tabt blandt både israelere og palæstinensere. Vi beder for fred, retfærdighed og forsoning. Vi deler medfølelsen med dem, der sørger. Men vi gør det uden at bruge kirkeklokkerne som redskab til at sende signaler, hvor velmente de end måtte være. For i en konflikt som den nuværende i Israel og Gaza, kan og vil det blive tolket som en politisk stillingtagen.

Erfaringerne fra vores nabolande viser, at den politiske kirkekultur har en pris. I Sverige og Norge og står kirkerne markant svagere i befolkningens opbakning end herhjemme. Når kirkens ledere ofte blander sig i politiske spørgsmål, opfatter mange det som en afstandtagen til dem, der tænker anderledes – og det skaber splittelse frem for fællesskab. I Danmark nyder folkekirken en bred folkelig opbakning, blandt andet netop fordi den sjældent vælger side i politiske stridsspørgsmål, men holder fast i sin opgave som et åndeligt hjem for alle.

Den danske folkekirke har en lang tradition for at skelne mellem statens ansvar og kirkens opgave. Staten fører politik. Kirken forkynder evangeliet. Netop denne adskillelse har gennem århundreder givet plads til, at kirken kan være et åbent rum for alle uanset politisk overbevisning. Klokkerne kalder til gudstjeneste, til bøn, til højtider og særlige nationale mærkedage. De ringer ikke for at tage stilling i internationale konflikter, hvor sandheden og skylden ofte er komplekse og omstridte.

I en tid, hvor fronterne i debatten er skarpe, og hvor hvert ord og hver handling hurtigt tolkes som støtte til den ene eller den anden side, er det klogt at værne om kirkens rolle som et sted for fred, ikke for ekko af politiske kampråb. Når vi i Danmark holder fast i, at klokkeringning ikke er et politisk redskab, beskytter vi også kirkens mulighed for at samle mennesker på tværs af holdninger og erfaringer.

At lade kirkeklokkerne tie er ikke det samme som intet at gøre. Vi kan bede for fred og forsoning, tænde lys, synge salmer, støtte nødhjælpsarbejde og møde mennesker i deres sorg. Vi kan – og skal – tale om fred, forsoning og retfærdighed fra prædikestol og i samtaler. Men vi lader fortsat klokkerne ringe for det, de altid har ringet for: at kalde mennesker til Gud, ikke til en bestemt politisk stillingtagen.

Må Gud bevare os for den klokkeringende kirke – og i stedet give os en bønnens, handlingens og håbets kirke.

Martin Ravn